Classic Suzuki Scandinavia DK

Referat af Classic Suzuki (Danmark) årsmøde/hyggeweekend afholdt den 10 september 2022, kl. 15-18 hos MC Camp Fyn

1. Valg af dirigent samt referent:
Jonna

2. Bestyrelsens beretning:
Mogens berettede: Vi har haft
- vinterarrangement på Strøjer samlingen, hvor en veloplagt Strøjer gav et væld af sjove anekdoter. Arrangementet har
været aflyst to gange over to år pga. corona.
- kaffemøder hos private
- Classic Race, hvor en god flok fra klubben mødtes
- Classic Meet i den Norske afdeling, hvor der dejligt nok var et par nye medlemmer med på tour.
- Træf i Frankrig, hvor Palle gerne vil have selskab til kommende træf. Næste år er det formentlig sidst i juni.
- wasserbüffel træf i nærheden af Berlin. Alderen trykker lidt i klubberne, så en del var mødt frem i autocamper. Hvilket jo bare viser at selvom kroppen knager, så kan man
ikke undvære det sociale i klubben. Næste år er træffet syd for Stuttgart midt i juli.
- Classic Japaner træf på Mc Camp Fyn, som er for både Suzuki, Kawasaki, Honda og Yamaha. Startede sidste år og antal fordoblet til 62 tilmeldte i år.
- Nordtræf ved Hamburg hos Gottlieb. Ca 50 deltagere og også her et par nye danskere der tog med. Næste år er 18 - 20 august.
- der er en del nye danske medlemmer på facebook siden for Classic Suzuki GT GS motorcykler. Vi skal have lavet et reklamefremstød for klubben på denne side.

3. Fremlæggelse af regnskab: Mogens Jensen fremlagde regnskab. Medlemstallet er pt.90. Ingen kommentarer til regnskabet og det godkendes.

4. Behandling af indkomne forslag: Ingen

5. Fastsættelse af kontingent: Fortsætter uforandret med 300,-kr årligt

6. Valg af bestyrelse: Morten har ikke ønsket genvalg. Nyvalgt Carsten, Mogens og Tonny blev genvalgt.

7. Suppleant Palle, genvalgt

8. Evt.
Der er en del forslag til kommende vinterarrangementer: Diesel House i Kbh, Den selvejende institution, Nimbus/Industri Museet i Horsens, Jernbanemuseum i Odense,
Pansermuseum Slagelse, Beldringe Koldkrigsmuseum, Korsbæk, Nr. Alslev Traktormuseum, Grenå museum, Sommers Museum, Haaning i Bagsværd. Sidstnævnte arbejdes
der videre på.

Kim der på Mc Camp Fyn har afholdt Japan Classic træf, fortæller at han er blevet kontaktet af Ivan fra Kawasikiklubben. Han tilbyder sin hjælp til træffet. Ønskeligt er at der er to
repræsentanter fra hvert mærke, men dette er ikke muligt pt. Dette for at respektive klubber kunne støtte op om træffet ifht. markedsføring og lidt økonomi til feks bedre præmier.
Indtil videre er der kun repræsentanter fra Suzuki og Kawasaki. Det aftales at Kim og Mogens mødes med Ivan og taler mulighederne igennem.

Næste års generalforsamling/hyggeweekend bliver 8. - 10. september, på Mc Camp Fyn.
Birgit undersøger mulighed for husly på Pederstrup B&B på Lolland 2024

Et medlem, har gennem året flere gange, ytret sin store utilfredshed om klubben til Mogens og undertegnede og har afværget løsningsorienteret kommunikation med " det tager vi på generalforsamlingen"
Desværre mødte medlemmet ikke selv op, for at give udtryk for utilfredshederne og få dem snakket igennem på mødet.
Vi tog emnerne op, som er følgende:
Vedkommende mener ikke vi som klub kan tillade os, at lave arrangementer som er med max deltagerantal, da dette på forhånd udelukker en stor del af medlemmerne.
Snak rundt ved bordet, gav ikke anledning til at ændre på dette. Især ikke efter at der ved sidste arrangement, var et deltager max på 25 og der var 22 tilmeldte.

Facebook gruppen "Classic Suzuki GT GS motorcykler", her mener medlemmet at man ikke må slå arrangementer op, FØR arrangementets afholdelse.
Undertegnede gør det på mødet klart, at gruppen IKKE er lavet i klubregi. Som der altid har stået i gruppens beskrivelse "For medlemmer i http://www.classicsuzuki.com/
(Dk-N-S) og andre med interesse i de gamle cykler."
Gruppen blev i sin tid lavet, rent privat ( ellers havde jeg brugt klubnavnet ) for at danne et STORT netværk. Et netværk hvor man kunne spørge om råd, købe/sælge reservedele mm. Selvfølgelig må man slå arrangementer op FØR afholdelse....ellers ved folk jo ikke de har en mulighed for at deltage. Så jow, brug gruppen alt det i har lyst til ! Jeg skal nok luge ud, hvis der dukker noget upassende op ;-) Fb siden er i øvrigt heller ikke nævnt på klubbens hjemmeside.
I øvrigt blév netværket stort, pt 1448 medlemmer fra stort set hele verden.

Referent Jonna Jensen


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk